Administrerende direktør Kim Ove Olsen, Forskerparken CAT skriver på vegne af alle i CAT-gruppen mindeord i forbindelse med Knud Erik Aunsholt`s dødsfald:
Knud Erik Aunsholt, der har været projektleder på CAT siden 1994, døde efter kort tids sygdom d. 18. april 2008, 67 år gammel. Skæbnen ville det sådan, at Knud Erik døde få timer efter sin hustru Lizzie, der døde efter længere tids sygdom. De sidste dage tilbragte de på samme stue på Roskilde hospital.
Knud Erik var født på Ringkøbing kanten og opvokset i Herning. Det mærkede vi i dagligdagen, når han på sin underspillede og underfundige måde bidrog til afklaring af vanskelige teknologiske og kommercielle spørgsmål. ”Nu har jeg jo ikke nogen akademisk uddannelse” sagde han tit, ”men har I tænkt på om …..”. Så vidste vi alle sammen, at nu skulle der lyttes. Knud Erik havde næse for teknologiske vanskeligheder og han var altid løsningsorienteret. En nysgerrighed, en stor begavelse, en næsten medfødt fornemmelse for de naturvidenskabelige love inden for fysik og kemi, kombineret med en baggrund fra industrien, gjorde ham til en uvurderlig sparringspartner i dagligdagen.
Hans kompetencer og erfaring var opbygget gennem en lang erhvervskarriere bl.a. som Underdirektør i Kryolitselskabet Øresund A/S, via mange bestyrelsesposter i store danske virksomheder samt en engageret indsats til fordel for miljøet i region Sjælland.
På CAT har vi, udover Knud Eriks teknologiske og kommercielle viden og erfaring, nydt godt af hans menneskelige egenskaber. Fra tid til anden har CAT at gøre med meget engagerede, men også sårbare og vanskelige, iværksættere. Dem elskede Knud Erik og han satte alt ind på at medvirke til at deres store engagement blev omsat til succes.
Vore mandagsmøder, hvor vi gennemgår status i alle vore selskaber, bliver aldrig de samme uden vores nestor og teknologiske bagstopper Knud Erik. Lad det så kun være en ringe trøst, at han højlydt gav udtryk for at noget af det værste han vidste var møder.
Æret være hans minde.