Pressemeddelelse, 22.10. 2007, Forskerparken CAT
Investeringer går uden om Region Sjælland
Risikovillige investeringer til nye virksomheder viser en kedelig tendens til at flyde uden om Region Sjælland. En opgørelse af de såkaldte ventureinvesteringer for 2006 viser, at det er Hovedstadsregionen, der opsuger langt de fleste investeringer, mens Region Sjælland og Region Nordjylland er bundskrabere.
Lars Nørby Johansen, der er bestyrelsesformand i Forskerparken CAT’s investeringsselskab, fremlagde mandag eftermiddag på et møde i Roskilde de triste kendsgerninger for en kreds af erhvervsfolk:
- Erhvervsstrukturen er sandsynligvis en af årsagerne til de begrænsede investeringer. Vi har ingen stærke klyngedannelser og ingen store industrilokomotiver som f.eks. Danfoss eller Grundfos. De større virksomheder i regionen har hovedkontor og forskning placeret andre steder, og regionens virksomheder har relativt få medarbejdere med videregående uddannelser.
Lars Nørby Johansen pegede også på det forhold, at der udover Risø/DTU og Forskningscenter Flakkebjerg, som hører under Aarhus Universitet, ikke er betydende teknologiske videncentre i regionen.
De lidt triste statistiske kendsgerninger får dog kun CAT til at øge indsatsen for at bidrage til den regionale udvikling, og Lars Nørby Johansen vurderer, at der kan skabes interessante vækstvirksomheder med udspring i regionens små og mellemstore virksomheder.
Senest har CAT sammen med Væksthus Sjælland igangsat en kampagne, hvor 3700 virksomheder i regionen bliver kontaktet med tilbud om hjælp til iværksættere og vækstvirksomheder.
Ifølge Kim Ove Olsen, der er direktør i Forskerparken CAT, er det håbet, at kampagnen kan føre til fire nyinvesteringer inden for en tidshorisont af 12 måneder.
Henvendelse om denne meddelelse kan rettes til: