I 1929, altså for 75 år siden, stiftedes Roskilde Museum. Det markerer museet ved en række arrangementer året igennem. Et af arrangementerne er en sommerudstilling, der åbner 5. juni 2004 med deltagelse fra blandt andre Forskerparken CAT. Udstillingens titel er "Roskilde 1929, 1954, 1979 og 2004", idet museets stiftelsesår er udgangspunktet og herefter følges byens udvikling for hvert 25. år.
På udstillingen kan man se film, billeder og genstande fra handels- og virksomhedslivet i Roskilde gennem tiderne. Blandt andet en model af DKR Plasticbilen, der blev bygget i Roskilde, og som var Europas første bil med plastikkarrosseri samt genstande fra byens garverivirksomheder, der forårsagede den såkaldte Roskildesyge i 1920’erne og 1930’erne.
Som eksempel på noget af det nyeste vises udvalgte genstande, som kommer fra virksomheder stiftet med hjælp fra Forskerparken CAT. Her kan man f.eks. se et hologram og en robot, der med sine otte små arme og et mikroskopisk kamera kan operere på selv bittesmå ting ved hjælp af computerstyring.
Udstillingen er åben fra lørdag den 5. juni til og med søndag den 31. oktober 2004, alle dage kl. 11-16 på Roskilde Museum i Sankt Ols Gade 18. I anledning af museets jubilæum er der gratis adgang i juni måned
Stine Bjerre Herdel